Marquesas - Tuamotus 8/6 - 1/7
Jonnas vandlinie ligner et forskningsprojekt i hurtigt groende alger og lange rurgevækster, der bedst kan beskrives som en regnorm med en usoigneret storetåsnegl i spidsen, en såkaldt langhals. Fælles for de grønne, lilla og brune gevækster på skroget er, at de kun går af med udøvelse af en anseelig mængde vold!
Nu er det sådan, at man ikke har lyst til at hoppe i vandet i Taiohae Bay i Nuku Hiva for at skrubbe båd. Vandet er grumset og mudret pga regnvand, der skyller sand og mudder ud i bugten og ifølge opslagstavlen på havnen holder en tre meter lang haj til på stedet. Alger og langhalse, der har vokset sig fast på turen over Stillehavet skal gnubbes, skrabes og rykkes af fra gummibåden og det er noget af et koordineringsarbejde. Dønningen står ind i den ubeskyttede bugt og gør ankerpladsen til den mest urolige, vi har oplevet. Gummibåden hopper og danser i utakt med bådens rullen. Efter en halv times skrubben og gnubben må jeg opgive projektet og lægge mig på langs i cockpittet. Niels får hevet mig med i land. Jeg har ikke været så søsyg siden Nordsøen.
Kan du li´ den? Niels krænger sin pinke hawaii-skjorte ned over skulderen og blotter en hævet tatovering på overarmen. Hjælp, den er jo stor! Jeg må dog indrømme, at den geometriske havskildpadde er flot. Niels har præpareret mig i snart to år for at få lov til at få en diskret lille tatovering, når vi kom til Marquesas Øerne. Tatovørerne i Nuku Hiva er verdensberømte for deres kunst, så selv om operationen foregår i en carport med bedstemor, børn og hund som tilskuere, så er resultatet prof og scooterturen til og fra tatovørens hjem er med i prisen.
Vi har været landfaste i fire dage og i dag kommer Jens og Caroline tilbage efter en måneds ferie i Danmark. Vi glæder os til at få dem om bord igen! Det har været skønt at være alene i en måned, men nu er det ikke rigtig sjovt mere!
Vi har lejet en firhjulstrækker, for at kunne hente farmor og farfar og ungerne i lufthavnen. Der findes ikke andet end firhjulstrækkere på Nuku Hiva og guidebogen beskriver turen til lufthavnen som ”bumpy”. Vi kører af sted, timer før flyet fra Tahiti skal lande på den anden side af øen. Vi morer os over, at guiden er så uddateret. Vi har ikke set finere veje siden Europa. Det ændrer sig brat! Asfaltvejen stopper og bliver til et smalt, mudret spor.
Hvordan får man den i four-wheel? Niels sidder og sveder over den franske gearstang. Vi er skredet ud én gang og der er langt ned! Nu regner det naturligvis og en tæt tåge ruller ind over bjerget. Sigtbarheden er elendig og vi krydser fingre for, at vi ikke møder modgående trafik. I en time skrider og humpler vi af sted med hjertet oppe i halsen. Vejen er ikke bare bumpy, den er livsfarlig med store vandhuller, smat, nedfaldne klippeblokke og svimlende kig til afgrunden.
Der er de! To lyshårede unger, der forventningsfulde hopper ud af flyet iført bamser og store rygsække. Tænk, at vi kunne undvære dem så længe! Farmor tæller efter, elleve enheder bagage. Ja, det skulle være der alt sammen! Kufferter, der ikke er til at rokke, fordi der gemmer sig en halv rig og andet meget velkomment bådudstyr. Hvad skulle vi gøre uden farmor og farfar, der fragter vores børn og halve marinabutikker rundt i verden for os! Tak!
Trods den lumre varme, flere dages rejsen og for at sætte trumf på, en lille glidetur i bil til Baie de Taiohae med dødsangsten bankende i brystet, så kaster Jørn og Jonna, også kaldet farfar og farmor, sig uden tøven ud i en animeret byfest.
Vi spiser frokost på markedspladsen til øredøvende polynesisk live-musik. Der er danseshow, potent og aggressivt udført af unge polynesiske fyre. Der er konkurrencer i, hvem der hurtigst kan kløve og udhule kokosnødder. Deltagerne ænser ikke, at de skærer sig så blodet farver mudderet og det hvide kokoskød, cobraen, rødt. Jens og Caroline er over alle bjerge. De har fundet sammen med nogle amerikanske sejlerbørn. Pigerne sjipper med de lokale unger. Drengene tager sig i stedet en fejde med en overmægtig polynesisk hær og må trække sig, da der bliver blandet sten i mudderet.
Det bliver til fire dejlige dage med farmor og farfar i Nuku Hiva, inden de drager videre mod Tahiti. Vi sejler til Oa Pou, en tur på bare fem timer. Baie d´Hakahau er beskyttet af en solid havnemole, der får ankerpladsen til at synes som et stuegulv. Nu kan vi endelig få udskiftet stag, uden at masten lider for megen overlast og skrubbet Jonnas vandlinie. Jens og Caroline jubler, da de genfinder brasilianske venner, de ikke har leget med siden Panama. Sammen med Divas tre drenge gør de havnebassinet usikkert og om aftenen holder de movie-night på skift på Jonna og Diva. Skraptajnen leger vaskekone og frådser i den grad med ferskvandet på kajen. Ikke siden Jamaica for flere måneder siden, har der været så rigelige mængder friskt, rindende vand. Det er godt nok ikke drikkevand, men hvad gør det, når man kan få vasket alle kludene og fyldt tanke og dunke, inden vi drager mod Tuamotu Atollerne, hvor der sandsynligvis ikke er vand at få.
Efter små to uger på Marquesas Øerne er vi på vej videre! Vi er smerteligt klar over, at vi går glip af en masse, men vores tidsplan dikterer afgang! Vi skal krydse Det Indiske Ocean inden midten af november, hvis vi vil undgå orkansæsonen. Things to do, things to see! Vi har én uge på Tuamotu og har valgt atollen, Kauehi, af de mange mulige.
Den fem dage lange sejltur byder på magsvejr, solskin og tun på krogen. Vi guffer sashimi og tunbøffer og sejler tålmodigt for reducerede sejl, for ikke at komme for tidligt frem til passagen til atollen. Det anbefalede tidspunkt at passere kanalen på, er en time efter lavvande, så man har mindst mulig strøm. Vi satser på at gå igennem kl. 10:30 d. 25.6.
”Mand, det er jo derfor, at man sejler jorden rundt!” kommer det fra Niels, der står ved roret. Vi spejder ind på de palmeklædte øer, motu´er , der markerer indgangen til passet. Morgensolen skinner fra en skyfri himmel og søen uden for atollen er helt rolig. Vi bliver enige med os selv om, at forsøge at gå ind, selv om der er 1 ½ time til helt optimale forhold.
Langsomt nærmer vi os passet. Ungerne og jeg holder udkig i stævnen. Der er helt stille ombord! Forude ser vi hidsigt piskende strømhvirvler. Vi fortsætter! Niels står foroverbøjet i cockpittet, så han kan følge med i GPS-kursen og samtidig holde øje med bådens placering i løbet. Jo længere vi kommer ind i passet, jo mere guf må han give motoren. Jonna arbejder for fulde omdrejninger mod strømmen. Hun går 6 knob, men der er 4 knob imod! Vi snegler os gennem det farlige pas med kun 2 knob. Vandet pisker og kompaskursen, der burde være 45, svinger mellem 70 og 350 grader. Det er svært at holde sig i midten af løbet.
Endelig er vi igennem! ” Det er det mest nervepirrende, jeg har været med til!” udbryder Niels. Vi tøffer de fem sømil op til den nordlige ende af atollen og kaster ankeret i turkist vand ud for kirken og den lille landsby med 112 sjæle.
Det er altid fantastisk at komme frem til et nyt sted efter dage på havet. Alle de nye indtryk! Vi suger dem nysgerrigt til os, understimulerede som vi er efter ensformige dage med evindeligt blå bølger og blå himmel. Vi har alle sanser åbne: farverne, lugtene, lydene, konturerne på land, palmerne… og så det usandsynligt turkise vand på ankerpladsen foran byen!
Kauehi City, som nogen har skrevet med maling på en afskallet husmur, er spredte huse, de fleste uden ruder i vinduerne. Folk sidder uden for og vinker eller nikker smilende. Krabber forsvinder sidelæns ned i deres huller i koralsandet, når vi kommer for tæt på med vores klip-klapper. En gruppe mænd spiller petanque på vejens koralsand. Overalt ligger der kokosnødder. Det må være her vi afprøver vores kokosmakronopskrift.
Efter et par dage tøffer vi ned til den sydlige ankerplads, hvor tre andre både med børn ligger. Jens sidder i masten og holder udkig efter koralknolde, mens vi nærmer os de palmeklædte motuer. Vi har nået vores drømmes mål og er nu havnet i bounty-land sammen med Jade fra Hongkong, Blue Marlin fra Norge og Sumé fra England/DK. I aften skal der være bålfest på stranden foran ankerpladsen.
Ungerne samler kokosskaller og visne palmegrene til bålet, mens solens sidste røde stråler farver alt lyserødt. De voksne har under opbud af store mængder fantasi fremtryllet retter på dåsemad og langtidsholdbare kulhydrater. Børnene guffer kyllingepølse varmet i egen lage - og dåse. Uhm! Jade tager prisen med conch-suppe. Suppe lavet på hjemmefanget kæmpekonkylie. Frugt og grønt er for længst sluppet op på bådene. Det kan ikke fås på Kauehi og efter en tur fra Marquesas på 4 -5 dage er der ikke mere tilbage i gemmerne nogen steder. Desserten står Jens for. Kokosnød ristet i egen skal i gløderne fra bålet. Efter 20 minutter raves nødden ud af ilden og rulles ned i strandkanten, hvor den spruttende køles af. Himmelsk, hvis man forstår at skrabe de forkullede steder af med en lommekniv.
I baggrunden bruser Stillehavets dønninger mod koralrevet. Vi har fået et kongemåltid – det samme har eremitkrebsene. De har invaderet børnenes efterladte tallerkener. Det vrimler med omvandrende konkylier i alle størrelser. Vis mig den konkylie, der ikke har en beboer, så bliver den straks en del af samlingen.
Vi er vel nærmest lykkelige, os fire familier på stranden og børnene falder én efter én om på håndklæder og sharoner, mens de voksne får sig en sidste dåseøl fra Sumés uudtømmelige Panama-lager.
Næste formiddag efter en gang hurtig alibi-skole, kaster vi snorkelgrej i gummibåden og tager på tur på et af de lavvandede rev mellem øerne. Dagen inden så børnene babyhajer sammen med Jade. Vi leder forgæves, men må nøjes med moræner, søpølser og krabber. Efter turen på revet snorkler vi inde i lagunen. Jens er som sædvanligt først i vandet, iført skarpladt harpun – bare for er sikkerheds skyld! Man kan ikke spise fiskene i lagunen, de kan have ciguatera, dødsens farlig fiskeforgiftning.
Sumé, Jade og Blue Marlin trækker videre mod næste atol, Fakarava dagen efter. Vi har en aftale med købmanden om at se hans perlefarm i den nordlige ende af øen, så vi følger trop om et døgn.
Det er Carolines store dag. Drømmen er at finde en sort perle i en musling. Det næstbedste er at købe én! Med dollars i pungen og store forventninger sætter hun sig op på ladet af købmandens mini-lastbil. Nu skal der handles.
Vi får hele turen på atollens største perlefarm. Caroline føler sig uden tvivl, som verdens heldigste pige, da købmanden lægger nogle meget små ægte perler i hånden på hende. Vi har lige set ham fiske dem ud af perlemuslinger for øjnene af os. ”Må jeg bare sådan få dem!?”
Japanske teknikere bliver fløjet ind tre, fire gange om året. Med fine kirurgiske indgreb lægger de en moderperle ind i muslingen, som så bliver hængt ud i lagunens klare vand et års tid. Her danner muslingen, ved hjælp af solens stråler og refleksioner fra vandet, et lag rundt om den indlagte perle – et voilá, sådan får man en sort perle.
Fruen breder en hvid dug ud på et stort bord og med en fejende bevægelse tømmer købmanden indholdet af to poser med perler ud på bordet. En bunke med 2. sortering og én med 3. sortering. Carolines øjne stråler og hun udvælger med stor andagt og omhyggelighed fire perler. Hvad skal du bruge dem til? Ikke noget. De skal være min skat! Købmanden er ikke blind for ungens begejstring og lægger en lille håndfuld små perler oveni handelen.
Om natten blæser det op. Niels og jeg skiftes til at tjekke ankeret. Vinden tuder i riggen og kl. fem om morgenen bliver vi enige om at droppe at gå til Fakarava. Vi tager to dage mere på Kauehi og tager købmanden op på hans tilbud om at se kvartfinalen mellem Frankrig og Brasilien hjemme hos ham.
Det er d. 1.7. og vi har været undervejs i et år! I dagens anledning er vores skamfuldt, pjaltede og falmede Danebro blevet udskiftet med et smældende og smukt rød-hvidt eksemplar af slagsen. Det pyntede! Man bliver så patriotisk langvejs hjemmefra.
Kl. 9 om morgenen sidder vi forventningsfuldt bænkede foran skærmen hos købmanden. Vi skal se bold! Vi har parkeret klipklapperne udenfor på måtten og sidder med de bare fødder på rummets kølige fliser, mens myggene æder vores lægge. Et myggeblus ulmer på gulvet og udenfor det åbne vindue står en tønde med brændende kokosnødder. Røgen bølger ind i rummet med det formål at holde de insisterende myg på afstand. Spørgsmålet er om røgen generer myggene eller menneskene mest! Købmanden sidder på dobbeltsengen iført dykkerkniv på de kraftige polynesiske lægge og tatoveringer på overarmen med inskriptionen, fredsvogteren. Bedstefar, i sin plastikstol, mæler ikke et ord under hele kampen, heller ikke da Frankrig scorer til 1-0. Vi er meget frankofile i dagens anledning og hepper alt, hvad vi kan.
Tilbage til båden! Eftermiddagen skal bruges på vores nu øde Robinson Crusoe ø i den sydlige ende af atollen. Vi sejler ned for at snorkle efter conch, spiselige kæmpekonkylier. Vi finder dem på 6 – 7 meter vand og Niels og Jens dykker ned for at samle dem op fra havbunden én efter én. Det presser voldsomt for ørerne, når man ikke helt har styr på at trykudligne på vej ned. Iført hammer og kniv får vi dyrene ud af konkylien, der er hård som beton. Det foregår i strandkanten på store flade koralblokke. Kim og Lars på Sumé har vist os, hvordan det gøres. De har helt styr på den slags. Kim bliver aldrig træt af at sige: ”I love free food!”. Det gør vi også, især marineret i hvidløg og olivenolie.
