Aitutaki - Niue 23/7 - 1/8

”Jeg skal lige slå mave, inden jeg går ned og lægger mig igen!” Jens har ramt aktivitetsniveauet ombord lige på kornet. Aittakiu ligger agterude i disen. Vi er på vej mod Tonga og er én dag ude – 7 – 8 to go!

Det er d. 23. juli og Niels har lige regnet ud, at vi har ca. 76 døgn til søs, inden vi når Madagaskar efter planen midt i november. Med andre ord, vi skal være på havet næsten ¾ af tiden de næste måneder. Vi føler os pressede af vores tidsplan. Jeg er så småt begyndt at lege med tanken om at sejle gennem Det Røde Hav i stedet for den lange tur syd om Afrika. Turen gennem Det Røde Hav vil betyde flere tusinde sømil mindre på loggen og mange flere dage i land til at opleve de fantastiske steder, vi kommer forbi. Der er dog én hage ved turen gennem Det Røde Hav. Der er problemer med pirater ved Afrikas Horn, indsejlingen til Det Røde Hav.











For første gang siden Marquesas har vi perfekt sejlvejr. Himlen er blå med lette passatskyer og vinden kommer fra sydøst, 15 – 20 knob, lige efter bogen. Dagen efter er der vindstille og om eftermiddagen slukker vi motoren og springer i det blå ocean. Der er ikke megen sø, men man skal alligevel passe på at time ombordstigningen, så man ikke får hækken i hovedet, når Jonna bevæger sig i bølgerne. Det gyser i os, når vi springer i det kølige vand og det er ikke kun pga temperaturen! Det er svært helt at ignorere tanken om det kilometer dybe blå og de store fisk, der lever her.

Næste dag vågner vi op til konfus sø og søsyge. Bølger og dønning kommer fra alle retninger. Caroline brækker sig for første gang i måneder og jeg sover det meste af dagen. Selv kaptajnen har det skidt.

Vi er ved at være trætte af ustabilt vejr! Endnu en dårlig vejrudsigt. Et kraftigt lavtryk ved New Zealand skaber rod i vejret længere nordpå hos os. ”I would make a stop in Niue and go get one of their nice safe moorings!”. En ankerbøje lyder forjættende, men vi har ikke tænkt os at gå ind til den lille ø nation, Niue, der ligger 250 sømil før Tonga. Vi har ikke tid! I forvejen har vi kun fem dage til Tonga.

Efter at have murret lidt beslutter vi os alligevel for at lytte til vores vejr-guru, Jeff, en amerikansk sejler, der laver vejr på morgennettet. Han lover 35 – 45 knobs byger de sidste dage, før vi når frem til Tonga. Det stemmer med de faxer, vi selv tager ned via vores SSB-radio fra New Zealand Met-Service. Nu er spørgsmålet bare, om vi kan nå at komme i læ på Niue, inden det bryder løs.

Mens børnene er optagede af at se film, er der krisemøde på broen. Niels og jeg får os en lang snak om piratskræk og de fem lange oceanpassager, der venter os inden Sydafrika. Det er svært at leve med en tidsplan, der er for stram til at ligge i læ for en kuling et par dage. Vi beslutter os for at undersøge de reelle tal for piratangreb på lystbåde i Det Røde Hav, når vi kommer på nettet i Niue. Vores australske ven, Blake fra båden Rikili siger: ”I would do it again tomorrow!” Rikili gik gennem Det Røde Hav for to år siden med deres tre børn ombord.

Nu glæder vi os pludselig til at komme i land på Niue, der ligger som en stor sten midt i Stillehavet og bonus er, at vi ikke længere behøver at rationere oplæsning af ”Pernille og Marianne”. Bogen skal ikke strække helt til Tonga. Vi guffer gulerødder og spiser burgere. Det er med at få udryddet al den friske mad, inden vi må smide den ud, når vi kommer frem til Niue. Ø nationerne i Stillehavet er meget strikse med ikke at få smitte ind via frisk frugt, grønt og kød.

Klokken syv om morgenen fredag d. 28.7. har vi fat i én af de fire tons tunge ankerbøjer, der ligger ud for Alofi, Niue. Regn i tove og 25 knob hele natten. Det er godt at være i land!









Lørdag morgen er der fest på markedspladsen. Solen skinner og får alle til at glemme gårdsdagens regn. Folk går rundt og spiser morgenmad man kan erhverve sig i boder, hvor der bliver solgt rå fisk, pandekager og kød tilberedt i umu, jordovn. Vi nyder stemningen og maden og venter på, at dansen skal begynde på den lille scene. Niels går rundt med en stor blå kokoskrabbe - levende. Der skulle fire modige mænd til at få den ud af buret og pacificeret med kraftige elastikker om kløerne.

Bedst som vi går og nyder vores landlov, får vi at vide, at vi skal se at komme ned til vores gummibåd og ud til båden, mens det stadig kan lade sig gøre. Der er varslet stor dønning fra SV. Om kort tid vil det ikke længere være muligt at komme i gummibåden pga. dønningen mod kajen.

Sammen med Aycha og Levent fra Yol går det i fuldt firspring ned mod kajen. På vejen får vi afhændet vores kokoskrabbe til en familie, der mistænksomt spørger, om der da er noget i vejen med den. Vi har mistet lysten til at tilberede så stort et dyr i høj søgang. Måske bliver vi nødt til at stikke til søs igen eller ligge underdrejede på læsiden af øen, hvis vejret bliver for slemt. I øvrigt har vi kun ganske lidt gas tilbage. Det har været svært at få genfyldt vores campinggasflasker i Stillehavet. To af vores tre flasker er på land, hvor en behjertet sjæl har lovet at prøve at fylde gas på.

I løbet af de halvanden time vi har været i land, er alt forandret. Det blæser og en stor dønning får revet til at koge. Selv i godt vejr er det en udfordring at lande med gummibåd på kajen. Pga. dønning, der hurtigt ville slide gummibådene i stykker mod betonmolen, hejser man sin båd op på land via en lille kran.









Vi tager en dyb indånding. Der er ikke tid til at snakke taktik. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få gummibådene i vandet og komme ud til bådene, der ligger og hugger i fortøjningerne. Først får vi Aycha og Levents båd ned. Mens Levent får den tunge jernkrog fra hejseværket af gummibåden og tændt påhængsmotoren, indkasserer Aycha, der står på landingstrappen en bølge til livet og må kæmpe for ikke at blive trukket med ud igen.

Så er det vores tur! Jens styrer håndsvinget på hejseværket ved kranen. Vi forsøger at holde os fast på den glatte trappe ved at klamre os til nogle forvredne stålrør. Niels er hoppet i gummibåden, der skurrer op og ned af kajen. Gennemblødte tumler vi hulter til bulter ned i flåden. Niels flår i starthåndtaget til påhængsmotoren. Den vil ikke starte! Fjerde forsøg får den i gang og vi kommer fri af kajen og hugger op mod de stejle bølger. Søen står ned i gummibåden. Motoren går ud igen! Niels prøver desperat at få den i gang. Jeg padler alt, hvad jeg har lært. Nu er vi meget tæt på koralrevet.

En stor dykker dinghy kommer os til undsætning. Dykkeren lægger sig mellem os og revet og forsøger at skubbe os fri. ”You might have to row!” råber han, men langsomt bevæger vi os væk fra revet. Dykkerbåden kommer om på vores anden side og vi hager os fast i båden og bliver trukket ud til Jonna. Niels og jeg er skiftevis ved at falde overbord i vores forsøg på at holde fast i den anden båd. Søen er meget urolig og vi bliver kastet rundt.

Taknemlige og udmattede, lander vi på Jonna. Jens og Caroline kommer sig hurtigt over forskrækkelsen. De skutter sig under varme fleecetæpper i kahytten, mens de indtager ”Star Wars 3”. Niels og jeg får gummibåden og den troløse påhængsmotor op, så vi er klar til afgang. Det er noget af en udfordring i blæsten og den voldsomme søgang.

Nu er vi ship-shape og kan smutte med ét minuts varsel. Fortøjningerne til bøjen er forstærkede og skipper har lavet te og kaffe. Jonna bevæger sig, som var vi til søs og vinden hyler i riggen.

En time senere får vi et kald over VHF´en. En fisker er forsvundet i forsøget på at bjerge sin gummibåd. Vi bliver bedt om at holde udkig efter ham fra sejlbådene. Senere får vi at vide, at han blev fundet druknet. Læsiden af Niue er ikke noget at spøge med i dårligt vejr!











I to frustrerende dage må vi nøjes med at kigge ind på den smukke ø. Så tæt på og så alligevel så langt borte. Vi kunne lige så godt ligge og vugge 1000 sømil væk – og ikke bevæge os ud af flækken. Vi gynger så meget, så det er som at være på havet. Én hånd til båden og en til sig selv. Yol mister tålmodigheden og beslutter sig for at gå mod Tonga på anden dagen. De får tæsk og må vende om efter to timer til søs. Der er fem meter høje bølger imod og de får vand ind, hvor der aldrig er kommet vand ind før.

En gang i timen er vi oppe og tjekke, at fortøjningerne ikke bliver slidt over og om natten skiftes vi til at holde ankervagt. Heldigvis er der trådløst internet på Niue, ganske gratis og det når helt ud til bådene, der ligger ud for Alofi. En forretningsmand har skænket fri adgang til alle, som tak for at kunne sælge domænet - .nu.

























Endelig er det muligt at lande ved kajen igen. Vi får overtalt Aycha og Levent til at komme med i land. De er helt nede og søsyge og har mest lyst til at forsøge at stikke mod Tonga igen. Med deres påhængsmotor og vores gummibåd laver vi en vellykket landing og ender med at få en fantastisk dag på Niue. Efter nescafe på ”Crazy Uga”, gør vi det meste af øen i et lejet rugbrød. Vi snorkler i grotter og huler, hvis skønhed giver os åndenød. Ser lyserøde koraller, giftige søslanger og farvestrålende fisk. Vi får provianteret, repareret vores påhængsmotor for 40 kr. og vores to gasflasker er blevet fyldt og Steve vil ikke have noget for det. På benzinstationen tager mutter os med hjem, så vi kan vælge nogle af hendes flotte salathoveder. Vi har ikke set grøn salat i måneder og da hun hører, at vi kommer fra en båd, siger hun: ”take another one!”

Næste morgen er vi klar til afgang. Kingdom of Tonga venter kun to dage længere vestpå og vi har besluttet os. Vi tager gennem det røde hav! Dermed har vi 14 dage til at gøre Tonga.