Logbog

26/7 - Inverness

Efter en kold og hård nat ankom vi her i eftermiddag til Inverness og ligger sikkert fortøjet bag de første sluser i Caledonian Canal. Solen er fremme og vi har smidt al vintertøjet … Caroline fejrer ankomsten ved at smide et fyldt juiceglas udover kortbordet i jagten på en øl til skipper. Gummibåden er blevet pustet op, motoren monteret og underholdningsværdien af turen er steget kraftigt. Vi sender glade tanker til familien Bisholm, hvis gummibåd vi har ’fået’ til turen.

Nordsøen har været et koldt og bistert bekendtskab – nu glæder vi os til nogle dage på kanalen igennem det skotske højland. De lokale siger at man bedst spotter Nessie efter et par dram – men man ved jo aldrig.

Sommer i det skotske, 26.7.05

Vi havde en dejlig uge i Peterhead, hvor tiden blev tilbragt med at fiske net ud af skruen, besøge onkel Stefan og lære supermarkedskæden Tesco’s gode udvalg nærmere at kende. Jens blev lykkelig da vi fandt en Warhammer butik i Aberdeen og skipper er glad for Hr. Mathiesen som er et sammensvejset stativ til at montere påhængsmotoren på Jonna’s badestige, hvis nu uheldet skulle være ude igen. Peterhead er ikke den mest livlige by men marinaen er dejlig og fyldt med barske langturssejlere. Vi håber snart at kunne falde ind under den kategori men føler at vi har stadig har en del at lære.

Efter næsten en uge i Peterhead trodsede vi igen en lidt tvivlsom men dog ikke voldsom vejrudsigt. Nu skulle vi bare afsted mod Inverness. Vi gik ud mellem molerne ved aftentide den 25/7 så tidevandet er med os rundt om hjørnet ind til Moray Firth. Vi fik besked af havnemesteren om at holde mindst 4 sømils afstand til Rattray Head for at undgå de værste strømsøer – og det adlød vi lydigt. Vi fik dog stadig en voldsom tur rundt om det barske hjørne med 10-12 m/s lige i næsen og stejl oprørt sø. Hannelore måtte ofre til Neptun men tog sine vagter med oprejste pand – skipper synes hun er for sej! Temperaturen lå omkring de 10 grader så vi var glade da solen tittede frem og søen lagde sig på vej ind mod Inverness.

Peterhead breakwater, 25.7.05



3/8 - Oban

udkig til Ben Nevis, 31.07.05 Planen er at gå til Port Ellen på Islay inden vi vender snuden mod Irland. Lige nu ligger vi i den charmerende by Oban og venter på fornuftigt vejr til det sidste lille stykke – og har ’marinasyge’ i Kerrera marina som ejes af parret Tony og Lise. Lise er dansk men har boet de sidste 30 år i Skotland. Her er dejligt men lidt dyrt. £20 for en overnatning! Ungerne har fået gang i fiskegrejet og har allerede fanget et par stykker der nok ikke havde de lovlige mål ifølge fiskerikommissionen. Jens’ var stor nok til at lande på panden – og den var god.

Caledonian Canal var meget smuk og vi blev helt ferme til at håndtere sluserne efterhånden som tiden gik. Der er 29 sluser i kanalen og vi blev glade for de gamle fenderbrædter som skåner fenderne for det voldsomme slid op og ned af slusevæggene. Ungerne og vi nød, at der ingen bølger og vind var .. det kan tidsnok komme.

Jonna i Caledonian Canal, 30.7.05

På vej igennem kanalen stoppede vi i Ft. Augustus ved bunden af Loch Ness og i Banavie før de sidste sluser. Slusemestrenes frokostpauser og det afslappede skotske tempo gør det svært at nå igennem kanalen på mindre end 3 dage. De sidste par dage fulgtes vi med et ældre skotsk ægtepar og en stor amerikansk båd, Bonnie Lynn. De sidste skal også mod Caraibien – og har allerede inviteret os på drinks i Bequia.

Vi har lige checket hjemmesiden ... tusind tak for alle de skønne hilsener. De varmer her i den skotske kulde.

Jens spejder efter Nessie, 30.7.2005

Om os | Site Map | Om brugen af dette site | Kontakt os | ©2005 sy-jonna.dk