Logbog

Julian på Jonna Jens og Niels med sundowners





















Bequia - Antigua 25/1 - 18/2



”Der er han! Der er han!” Fætter Julian har været ventet med længsel og der er han endelig vinterbleg og storgrinende belæsset med tunge tasker. Vi er vist kommet til at bestille lidt rigeligt ost, rugbrød, karrysild og leverpostej med fra Danmark.

Fætteren kigger skeptisk på vores halvflade gummiflåde med vand i bunden, før han forsigtigt lader sig lempe ned med bagagen. Kun lidt våde på rumpen, når vi Jonna og Julian bliver installeret i Carolines køje i forkahytten sammen med Jens. De halvanden kvadratmeter taget i betragtning ser han vældig tilfreds ud.

Frem med badeshortsene! Nu skal vi ind til stranden, hvor Julian straks bliver kastet for hele det norske slæng med vilde unger, der prøver at drukne hinanden i det varme vand. Vejrudsigten lover omsider mildere vinde og rolig sø, så vi kan komme videre nordpå. Vi har været blæst inde en lille uges tid i Bequia – ikke nogen straf! Om aftenen er vi inviteret til afskedskage på Bonnie Lynn. Vi ser dem ikke mere på denne tur, så der er tårer – men også masser af grin i luften. Vi ses igen i Maine eller København!

Julian, Jens og Caroline i stævnen Julian bader ud for Dominica

Næste eftermiddag er der synkron ankerletning med Veto og Christiania. Vi skal 70 sømil længere nordpå til øen St. Lucia og en gang marinaluksus i Rodney Bay Marina. Det er tre måneder siden, at vi sidst har ligget fortøjret ved en ponton med el og vand – og tre måneder siden vi sidst frit har kunnet komme i land uden først at skulle holde familieråd, pumpe gummibåden og lænse den for litervis af vand. Vi glæder os og har kun lidt dårlig samvittighed over allerede at slæbe Julian med videre efter hans lange rejse fra DK.

Det er magsvejr, selv i den berygtede kanal mellem Bequia og St. Vincent. Vi får sundowners og efter middagen bliver Julian puttet midtskibs, så første nat på søen ikke bliver for ublid. Ud for St. Lucias sydvest kyst med de karakteristiske Pitoner, spidse bjerge, falder vinden og vi må håndstyre for motor resten af natten. Ved middagstid næste dag er vi fremme. De næste fem dage tilbringer vi i yderste luksus med brusebade, svimmingpool, ubegrænset strøm til computerspil og film ombord, vand i stride strømme og en biffetur ind at se King Kong. Lydkvalitet, der ville få kinesiske piratkopikunder til at brokke sig, kan ikke ødelægge oplevelsen i den skandinaverpakkede biografsal.

St. Lucia er også Castries, øens hovedby med en katedral i rastafarver og en sort Jesus på altertavlen og et grøntmarked, hvor torvekonerne beredvilligt kommer med gode råd og opskrifter. Vi får at vide, hvordan man tilbereder grønne bananer og gule bananer og vi smager på frugter, vi ikke anede eksisterede.

Opholdet i marinaen på St. Lucia sætter vores atlanterhavskryds i relief. Vi troede, at vi var seje – men et ungt canadisk par ligger og puster ud efter at have krydset Atlanten i robåd. Det tog dem fire måneder og undervejs var de i nærkontakt med to tropiske storme. Efter en uge på land ror de videre til Costa Rica – det vil tage en måned og så er det op på cyklen og hjem gennem Nordamerika. De er på vej jorden rundt ved egen kraft, som de første nogen sinde.

Vi nupper hellere 110 sømil i sejlbåd forbi Martinique og Dominica til Îles des Saintes, nogle små franske øer syd for Guadeloupe. Caribiens Provence. Nu begynder det hårde langturssejler liv for Julian. Slut med brusebad morgen og aften og slut med at læse i køjen til midt om natten. Nu er der igen rationering på el og vand. I kanalerne mellem øerne har vi fin vind ind fra siden, men vinden dør helt i læ af øerne. Solen står op over Dominicas bjerge og det Caribiske Hav er overnaturligt blåt og næsten fladt. Vi stopper motoren og hopper i baljen. Hen på eftermiddagen når vi franske Îles des Saintes. ”Det ligner næsten Caribien”, kommer det ironisk fra Julian.

Jonna på ankerpladsen ved Iles des Saintes Jens og Julian på vej ind til Deshaies

Alt på øen er i gå afstand. Strande med snorkling, butikker med franske pateer og oste - og gamle borgruiner, der fortæller om blodige søslag mellem englænderne og franskmændene. Borgruinerne går for at være skole, men snorkling efter udtørrede søpindsvin tæller trods alt ikke. Jens og Caroline brokker sig højlydt over deres trange skæbne med to – tre timers skole om dagen. De får ikke et ben til jorden hos fætteren: ”I er heldige! I er jo kun i skole om formiddagen!” Jens og Caroline mugger!

Ved daggry en tidlig morgen trækker vi krogen. Vi må længere nordpå. Julian skal på et tidspunkt sættes på et fly adskillige øer længere mod nord. Det gider vi nu ikke at tænke på endnu. Vi nyder at have Julian med ombord. Vi skal også selv nå Cuba, inden vi stikker snuden mod Panama og Stillehavet i marts/april. Så videre til Deshaies på Guadeloupe.

”Det ligner en mellemting mellem Skotland og Tenerife”, mener Caroline, da vi sejler langs Guadeloupes vestkyst. Ungerne har endelig fået øjne og når lige et par timers sejlads, inden vi igen har krogen i. Bugten vi ankrer i har høje skovklædte skrænter og i bunden ligger Deshaies, en søvnig fransk landsby. På øen ser vi regnskov og Caribiens næststørste vandfald. Det bedste er dog bådsmandsstolen, som de tre unger svinger sig i på siden af båden. Der er stopur på – et kvarter ad gangen. Mens man venter på sin tur, kan man tage sig en slapper i hængekøjen. Det er ren ferie!

Julian i bådsmandsstol







”Hvad er der sket med jeres gummibåd?” En tysk sejler kigger bekymret på vores slappe landgangsfartøj. ”Valdemars” snude er spættet med lapper og nu er limningerne i gummibåden ved at gå. Vi bliver tilbudt tyskerens aflagte gummibåd til en overkommelig sum. Den er for lille til os, men en god sikkerhed, indtil vi finder den rigtige model. Det er næsten umuligt i Caribien.

Vi har en løs aftale med vores venner på amerikanske Aventura, om at mødes på Barbuda et snorkelparadis med farlige umarkerede rev. Vi planlægger nøje vores afgang fra Guadeloupe, så vi ankommer til Barbuda ved middagstid næste dag, for at have de bedst mulige lysforhold til at navigere uden om revene. På vejen fra Guadeloupe får vi endelig radiokontakt til Aventura, der i stedet ligger i Falmouth Harbour på Antigua der ligger syd for Barbuda. Vi ændrer fluks kurs og går i havn i buldermørke med Aventuras GPS position på en lille lap papir. Så meget for planlægning!

Fire timer inden vi når Antigua, dukker en rød lanterne op forude. Først går jeg ud fra, at en sejlbåd er ved at passere os længere fremme. Senere bliver jeg enig med mig selv om, at det må være en TV mast på land. Vi kan endnu ingen andre lys se på Antigua. Da vi entrer havnen timer senere, ser vi, at det røde lys kom fra toppen af en mast på en sejlbåd – Mirabella 5, verdens største en-master. Længere inde i havnen ligger en hel skov af lignende master med røde lanterne til beskyttelse af flytrafikken. I mørke ligner havnen et futuristisk fabrikskompleks. Vi er kommet til mega-yachts´enes paradis.

Vi har ikke set besætningen på Aventura siden Kap Verde sidst i november. Nu krydser vi hinandens spor for sidste gang på denne tur. De er på vej sydpå. Voksne og børn nyder hinandens selskab de næste 4 - 5 dage. Et hæsblæsende socialt liv, der nogle dage starter ved 8- tiden om morgenen og slutter sent om aftenen på én af bådene, inkluderer også Starlight en amerikansk båd med tre drenge.

Caroline i hængekøje Pandekagefest





De seks drenge sejler om kap i Starlights to optimistjoller eller udkæmper drabelige søslag. Caroline og Belle sysler med perler og broderier i kahytterne på Aventura og Jonna - men tag ikke fejl. Når det kommer til stykket, slår de alle drengene. Det er pigerne, der vinder bøvsekonkurrencen til Jonnas pandekagefest.





”Hey, styr ordentligt, spade!” Vandet står ind over siden på vores nye orange gummibåd. Vi er dyngvåde, når vi når ind til dinghy-broen og må gå rundt med hvide saltvandsskjolder på røven resten af dagen. Vores nye orange lyn er godt nok stram og ram, men alt for lille til fem – eller fire for den sags skyld. Efter et par dage er slunkne ”Valdemar” tilbage på banen. Nu har vi to handicappede flåder vuggende fra agter perronen. ”Det orange lyn” tager også vand ind fra et hul i bunden.

Gummibådeflåden





















Rundt om os funkler mega-yachts´ene om kap. Der bliver gnubbet og poleret dagen lang. Jonna er mindre end mange af de store bådes landgangsfartøjer. En af dinghy`erne har 750 hestekræfter – Jonnas motor har 27! Jens og Julian drømmer om en rundvisning på Mirabella 5, men kommer skuffede tilbage. Hele broen var afspærret og der stod ikke nogen parat med jordbær og vagtelæg. Men man har lov til at glo og det gjorde vi, da der stod en helikopter på dækket af en motoryacht og endnu mere da yachten næste dag stævnede ud med helikopteren på dækket. Vi nøjes ydmygt med at stuve vores to handicappede dinghy`er, før vi begiver os mod Cuba. Det er en længere tur på godt en uge.

Megayachts med helikopter

Om os | Site Map | Om brugen af dette site | Kontakt os | ©2005 sy-jonna.dk